Vandaben – Bind 1 i Vandabetrilogien

”Genskabe menneskets forfædre. Er I fuldkommen sindssyge?”
”Hold kæft, og sæt dig ned. Du er selv forsker og ved, hvordan det er.”

Delfinspecialisten Poul Hansen bliver narret til at hjælpe forsker og pengemand Wolfgang Stern med at stoppe nogle dødsulykker i Sterns udgravning ved Afrikas Horn. Da Poul kommer til ørkenen, opdager han, at man er ved at udvikle menneskets nærmeste forfader Homo habilis ud fra fossiler, man har fundet. De store abemennesker, der bliver fremstillet i ørkenens hemmelige laboratorier, vil kunne gøre Stern og hans investorer svimlende rige, men udsigten til formuer gør også blind over for alt, der kan gå galt.

Samtidig sker der flere dødsfald på Pouls eget delfincenter ved Rødehavet. Dødsfaldene viser sig at være forbundet med dødsulykkerne i Sterns udgravning. Poul er ikke i tvivl – dødsfaldene kan få katastrofale konsekvenser for menneskeheden. For at undgå en verdenskatastrofe må Poul sætte livet på spil.

BIDANSEN er første selvstændige bind i Vandabe-trilogien – en spændingsserie om delfinforskeren Poul Hansen, der kommer i klemme mellem videnskab og grådighed, og som tvinges til at vælge side.

Den generelt accepterede opfattelse af menneskets udviklingshistorie kort fortalt: Menneskets forfædre levede som alle Afrikas oprindelige primater i træerne. De behøvede kun sjældent at bevæge sig ned på jorden, hvor de største farer lurede, fordi de kunne bevæge sig mellem trækronerne. De var også dårligt egnede til at bevæge sig hurtigt på jorden. De var skabt til et liv i træerne. Geologiske forandringer rejste bjergkæderne i Østafrika. Det medførte et alvorligt fald i regnmængden, som tyndede ud i skovene og skabte den tørre savanne. Der blev langt mellem træerne, og vores forfædre måtte tilbringe mere tid på jorden. Denne forandring satte en proces i gang, hvor mennesket blandt andet tilpassede sig oprejst gang, smed pelsen og blev klogere.

Denne teori er noget tvivlsom, hvilket blandt andet fremgår af argumenterne for den konkurrerende teori, vandteorien.

Vandteorien gør op med den bredt anerkendte savanneteori og foreslår, at vi i løbet af evolutionen fra hominoid til menneske har gennemlevet en periode i eller med nær tilknytning til vand. Og at denne periode har foranlediget en delvis evolutionær tilpasning til livet i vandet, som har sat blivende spor i vores legeme. Langt fra alle disse tilpasninger er hensigtsmæssige i dag. Tilpasningerne til et liv i vandet er udførligt omtalt i Elaine Morgans bog ”Udviklingens Pris.” Her er et par eksempler…

• Mennesket er det eneste landlevende pattedyr, der sveder gennem huden. Og som sveder salt. Begge dele gør arten uegnet til et liv på Afrikas tørre savanne, som den traditionelle evolutionsteori foreslår. Det er derimod hensigtsmæssigt ved et liv i havet, hvor det er nødvendigt at kunne udskille overskydende salt.
• Mennesket er den eneste primat, der kan holde vejret. Det er afgørende, hvis man skal kunne overleve i vand. På samme måde betyder menneskets nedadvendte næsebor, at vi ikke får vand i næsen, når vi har hovedet under vand.
• Mennesket er det eneste landlevende pattedyr med spæklag. Det gør det nemmere at flyde og at holde varmen i vandet. Alle vandlevende pattedyr har et spæklag. Selv nyfødte babyer har et betydeligt spæklag og kan svømme.
• Et spæklag er uhensigtsmæssigt på savannen, fordi det gør det vanskeligt at komme af med varmen.
• Mennesket omtales ofte som den nøgne abe. Behåring beskytter kroppen mod solskoldning på savannen, og det er derfor uforståeligt, at mennesket som det eneste pattedyr har smidt pelsen. Det giver derimod mening ved et liv i vandet, hvor behåring kun er til gene.
• Et liv i vandet har gjort det nemmere for mennesket at udvikle og forfine den oprejste gang, som ingen primater eller andre dyr i øvrigt har gjort efter. De bevæger sig alle foroverbøjet på alle fire eller med knogang. Undtagelsen er næseaben, der netop tilbringer meget tid i vandet.
• Man kan kun udvikle en hjerne som menneskets, hvis der er en konstant en-til-en balance mellem fedstsyrerne Omega3 og Omega-6.  Omega-3 er sjældent forekommende i fødekæderne på land, men er fremherskende havets fødekæder. Vores store hjerne kunne med andre ord aldrig være blevet udviklet på savannen.

Bibliografi:

Teorien først fremført af den britiske biolog og oceanograf sir Alister Hardy (1896-1985) i 1960, hvor han fremlagde den idé, at menneskets evolutionshistorie kunne være nært knyttet til vand. Den britiske forfatter Elaine Morgan har siden videreudviklet og populariseret teorien i en række artikler og bøger, blandt andet “The Descent of Woman” (“Hvor Kom Kvinden fra?”, 1973), “The Scars of Evolution” (“Udviklingens Pris”, 1993) og “The Aquatic Ape Hypothesis” (1997). Både teorien og Elaine Morgan har mødt en del kritik fra de etablerede forskerkredse, dels fordi den strider med den gængse savanneteori. Derudover kritiseres Morgan for sin populistiske stil og manglende naturvidenskabelige baggrund. 1)

1) Kilde: Wikipedia (Aquatic ape hypothesis)

Menneskets stamtræ i bogen

Et simplificeret og sandsynligt udviklingsforløb, som det er præsenteret i bogen. Romanens store spørgsmål er, hvad skete der i løbet af de omkring 1 million år, der gik, inden Homo habilis opstod som art. ”The Missing Link,” som palæontologerne har gravet efter i årevis, findes måske ikke.

Ups, det blev et menneske

Danakilhorsten, menneskets vugge

Tværsnit gennem det Nordlige Afar (Etiopien), set mod nord-nordvest. Skitseret hypotetisk fortidigt kort. Proportionerne passer ikke.

Kilde: Udviklingens Pris, Elaine Morgan

Danakilalperne blev isoleret fra det øvrige Afrika af det indtrængende hav. For de hominoider, der blev fanget på Danakilhorsten, startede en overlevelseskamp, som satte gang i evolutionen.

Kæmpehjerne ved et tilfælde

Neoteni er bedst beskrevet hos en salamander (axolotl), der under ekstreme forhold i omgivelserne forbliver haletudser med gæller gennem hele livet, men alligevel vokser sig store og kønsmodne.

Menneskets og delfinernes store hjerner tilskrives i voksende grad at være en konsekvens af neoteni, hvor den del af fosterperioden, hvor hjernen udvikledes blev forlænget som følge af, at arten blev udsat for ekstremt miljømæssigt stress.

Hvis teorien holder, betyder det, at menneskers og delfiners hjerner voksede sig store ved et tilfælde, og at vi sidenhen har forstået at gøre den til vores primære våben overfor andre arter.

Homo Habilis

Hvordan ser en VANDABE ud? Ingen ved det – endnu. Dens artsnavn er Homo Habilis. Man har fundet skeletter fra homo habilis i den region, hvor bogen foregår, og ved, at de har været omkring 1,5 meter høje og meget spinklere end andre af menneskets tidlige forfædre. De har gået oprejst, hvilket blandt andet ses af det sted på kraniet, hvor rygsøjlen er vedhæftet, har haft en stor hjernekasse, og tænderne fortæller, at de været kødædere som os. Der er mange overraskende ting ved denne skabning. Blandt andet, hvorfor de dukkede op så pludseligt!

Delfiners tredje øje

Hands on uddannelse i delfinadfærd

Delfinen, jeg slås med, hedder David og var en teenage lømmel. Vi havde undervandsbrydekampe hver dag. Den bed sig fast i min arm, og vi rystede hinanden. Jeg svarede igen ved at holde den om næb og tænder. Den bed sig fast men bed aldrig til, for det var en leg. Dog fik dykkerdragten en del tandhuller i ærmet. Samson til venstre af de to var alfa i flokken. Det var de delfiner, jeg fik tættest relationer til, mens jeg lærte om delfiners sprog og adfærd. Begge er med i bogen VANDABEN, men ikke som bottlenose delfiner, men som rutandsdelfiner. En art, der er endnu mere intelligent.

Her ”lærte” jeg delfinsprog!

Handlingen i romanen Vandaben udspiller sig i blandt andet i et delfincenter på Sinaiørkenens sydspids. Inspirationen hentede jeg på Dolphin Reef nær Eilat og med udsigt til Jordan på den anden side af golfen. Jeg tilbragte syv dage i vandet sammen med en flok delfiner. Ud over at være høj af oplevelsen, lærte jeg rigtig meget ”hands on” om delfinernes kommunikation og adfærd. Fx jagten, der indledes med sporadiske uengagerede kliklyde, hvormed byttedyrene observeres. Når jagten går i gang, bliver klikkene hårdere, og man kan gennem vandet høre, hvordan jagten intensiveres samtidig med, at kliklydenes hyppighed og styrke vokser. For til sidst at kulminere i et enkelt kraftigt klik, der paralyserer byttet. Herefter stilhed. Jeg lærte også at genkende lyden af kærlighed mellem mor og unge. Og af sex og dominans. Såvel som det aggressive slag med kroppen, der siger. ”Jeg vil være i fred.” Notaterne blev til en hel lille ordbog. Det dengang primitive og nyetablerede delficenter var opbygget som en stor indhegning ud i havet. Hegnet var mere for at holde hajer ude end delfinerne inde, for de kunne nemt springe over og gjorde det ofte. Ligesom i Vandaben. Hvordan delfinerne bruger lydene, skriver jeg lidt op en anden gang. For det er vildt fascinerende.

Rutandsdelfinen, den klogeste

En grim delfin? Med sin øgleagtige og flade pande sammenlignet med ”flipper”. Men den rutandede delfin, David, er en af karaktererne i bogen VANDABEN. Hvorfor? Fordi det er klodens klogeste delfinart, og fordi den når utrolige frekvenshøjder med sin sonar. Over 200.000 Hz. De ses sjældent i fangenskab. Men når de gør, overrasker deres intelligens. Fx snakkede to delfiner i Sea Life Park på Hawaii sammen om, hvad de hver især havde lært, og kunne uden instruktion optræde med hinandens shows. Uden nogensinde at have haft mulighed for at se den anden optræde.

Jurassic Park er min inspiration

Måske har du set de mange film, hvor dinosaur går grassat. Spændende. Men bogen! Bogen bag filmene var genialt tænkt. Michael Crichton er mit store forbillede rent forfattermæsigt. For han forstod at gøre netop det, jeg forsøger. Nemlig at se kritisk på videnskabelige landvindinger og skrive en vildt spændende historie om, hvordan det kan køre af sporet. Ud over Jurassic Park kan jeg anbefale bogen “Sværmen,” der handler om nanoteknologi og “Frygtens Ansigt,” hvor temaet er klima.

Vand og vandrende pinde

Jeg er meget kedelig at gå tur med i skoven, langs stranden. Og en udflugt til Den Blå Planet eller Zoologisk Have kan opleves som meget lang, hvis man skal vente på mig, når jeg falder i staver over en alligatorskildpadde, der måske skal op og snappe luft om lidt. Omvendt må jeg indrømme, at jeg bliver irriteret, når nogen kalder det en bi, når nu det er en hveps. Irriteret er nok et forkert ord. Nærmere ærgrelse, for det afslører, hvor unuanceret mange menneskers syn på naturen er. Hvor meget de går glip af af indtryk, når alle flyvende insekter med striber er bier. Ja, sådan er det at være skabszoolog.