Lad de uddøde mammutter forblive døde
Inden udgangen af dette årti vil du kunne opleve en spillevende mammut. Genforskere fra virksomheden Colossal Biosciences har arbejdet på opgaven, siden man fandt resterne af en mammutunge nedfrosset i Sibiriens tundra. Samme virksomhed fortæller, at de snart kan præsentere et levende eksemplar af den vingeløse fugl dronten, der uddøde på grund af overjagt omkring år 1681. Andre virksomheder er også i gang. Umiddelbart kan man begejstres over muligheden for at rette op på den menneskeskabte masseudryddelse, hvor omkring 2.000 arter forsvinder hvert år. Men efter min vurdering er risikoen for stor.
Af Claus Due, forsker i reklamekommunikation og forbrugeradfærd og videnskabsforfatter
Rod i økosystemet
Uddøde dyr hører sjældent hjemme i verden længere. Evolutionen og dynamikken i naturen har sørget for, at deres plads i økosystemet og fødekæden er blevet udfyldt og erstattet af nulevende arter. Sættes en genoplivet tasmansk pungulv tilbage i den australske natur, som nogen har planer om, vil det kunne skabe ubalance i det nuværende økosystem, hvis konsekvenser ingen kan forudse. Det er nemt at forestille sig, at genforskere kunne find på at rette op på den menneskeskabte insektdød ved at genopleve en uddød bi art. Men ingen ved, om den kommer til at udkonkurrere honningbien og derved gøre ondt værre. Den ville også kunne bære sygdomme med sig.
Sovende sygdomme
På mammuttens tid var der andre vira og bakterier på spil end i dag, nogle uden tvivl sygdomsfremkaldende og dødelige, mens andre var uskadelige, fordi immunforsvaret nedkæmpede sygdommene i opløbet. Men det var den gang. Dyr og planters immunforsvar har ændret sig, siden mammutten vandrede på Sibiriens vidder. Vi kender næppe de vira, der gemmer sig i dna fra den gang. Og i endnu mindre grad, om de nulevende arters immunforsvar kan håndtere dem.
Ikke som originalen
De genoplivede dyr vil sjældent være identiske med originalen, fordi dele af det bevarede genmateriale er blevet ødelagt af tidens tand, man må derfor fylde hullerne ud med erstatninger. Dem finder man blandt nulevende dyr, der genetisk set minder om de uddøde. Og jo ældre fortidsdyr, man ønsker at genskabe, desto flere supplerende byggesten skal der til. Her risikerer man at kombinere byggesten med utilsigtede konsekvenser. For eksempel skabe nye sygdomme.
Et tænkt skrækeksempel
En dag bliver det muligt at genskabe uddøde fortidsmennesker, som for eksempel homo habilis, der levede for et par millioner af år siden. For at det skal kunne lade sig gøre, vil det beskadigede genmateriale uden tvivl blive suppleret med gener fra dværgchimpansen, der er dens og menneskets nærmeste nulevende slægtning. Og det kan blive et problem. For fire millioner år siden udbrød en pandemi, der udryddede en meget stor del af verdens aber øst for Atlanterhavet undtagen menneskets forfædre, der på en eller anden måde undgik sygdommen. De få overlevende fra sygdommen og deres efterkommere bærer alle rester af virussen i generne. Bavianmarkøren, kaldes den, og bærerne bliver ikke syge af den, for de har antistofferne. Men det kan de genoplivede homo habilis, som kan være bygget af inficerede chimpansegener, og de kan smitte os mennesker. Et tænkt eksempel ja, men der gemmer sig tikkende bomber i de mange genlaboratorier verden over.
Patenteret fortidsmenneske
Ud over risiciene for at skade naturens balance eller at sprede sygdomme er der et stort etisk problem forbundet med at genskabe uddøde dyr i laboratoriernes reagensglas. De bliver nemlig patenteret og ejes af virksomheder på samme måde som en genmodificeret og svamperesistent majskolbe. Industrielle produkter, der kan udvikles videre på. Hvor er grænsen for, hvor intelligente dyr vi kan tillade os at genoplive? En genskabt neandertaler, der med rette kan tænke, hvad laver jeg her? Og som nogen bygger videre på, som var det en Lego-figur, så de kan sættes til alt det, vi mennesker ikke selv ønsker eller tør. Krig og farlige opgaver? Vil det ske? Selvfølgelig, det ligger i menneskets natur. Hvad, der er muligt, bliver gjort.
Forskerne, der arbejder med de-ekstinktion, vil naturligvis gøre alt for, at der ikke går noget galt, men de ved ikke alt, og historien er fyldt med eksempler på, at opfindelser havde utilsigtede konsekvenser, ingen havde forudset…. Eller måske fortrængt i begejstring over teknologiens muligheder. Derfor, lad de uddøde mammutter forblive døde.
….
Det er den slags videnskabelige spørgsmål og dilemmaer, som forsker og forfatter Claus Due stiller skarpt på i sin spændingstrilogi. Andet bind, Bidansen, udkommer den 12. december. I bøgerne følger vi forsker Poul Hansen, der involveres i opdagelser, andre vil have fingre i, fordi de kan være mange penge værd, men som ender med at gå galt, fordi ingen har gennemskuet de negative konsekvenser.